Snak kreativsk: En god idé

Som bandemedlem har man et særligt ordforråd. Og for at kunne glide ind i miljøet og fåstreet credit bør man kende til de mest gængse udtryk.

Under overskriften “Snak kreativsk” vil vi komme med vores bud på ord og vendinger, som du kan bruge i en snæver vending, hvis du har brug for at virke kreativ. Noget er varm luft, noget er banalt og noget er genialt.

Det er lidt tankevækkende at et område som idéudvikling er så gennemsyret med standardord og vendinger, som det er. Men det viser bare at selv indenfor et område der i sin natur handler om at finde nye perspektiver og nye veje, er der brug for et fælles sprog. Udfordringen ligger i at standse op og reflektere en gang i mellem, så også de ord vi bruger kan give nye vinkler. Dette er vores bud på en ny vinkel.

Dagens ord: En idé

En usædvanlig måde at sætte tanker sammen på. Eller en anderledes måde at opfatte virkeligheden på. Noget nyt eller en sammenhæng, der ikke er set før. Anderledes tilgang til at løse et problem på.

En dårlig idé

En idé som ikke umiddelbart er en god idé (se senere). Dårlige ideer bliver i mange sammenhænge slet ikke anerkendt for den nytteværdi de kan have. For eksempel kan de være fantastiske trædesten til gode ideer. Det er måske nok en dårlig idé at nægte at sælge dine varer, hvis du gerne vil tjene penge. Men det kan være en god idé at sælge varer i et kort tidsrum til et begrænset antal kunder. Så bliver det lige pludselig eksklusivt og alle vil have.

Derudover kan det vise sig at være en god idé at prøve en dårlig idé af. Selv en dårlig idé kan give dig uvurderlige erfaringer, som kan komme gevaldigt til gavn senere hen.

En god idé

En særlig god og anderledes tilgang til at løse et problem på. I bande-verdenen ville det f.eks. være, når man pludselig kommer i tanker om, hvordan man skal røve alle Dr. Margrethes hatte uden det bliver opdaget.

Gode ideer bærer ofte belønningen i sig selv, men der er ekstra bonus ved at prøve dem af og få dem til at lykkes i virkeligheden. Sjovt nok kan den gode idé du fik i nat klokken halv fire i baren vise sig at være en dårlig idé, når du fører den ud i livet klokken halv fem om morgenen. Din kæreste havde måske ikke lyst til at blive vækket af et afterparty i dagligstuen. (Dette er et tænkt eksempel – sådan noget kunne vi aldrig finde på)

En vellykket idé

En god eller dårlig idé som i sidste ende viser sig at bringe lykke, glæde, morskab, velstand, kærlighed, overflod, viden, venskab, forståelse eller bedre vejr til verden, når den bliver gennemført.

This entry was posted in Slang. Bookmark the permalink.