Budskaber der batter

Idébanden har været i Sverige. Ikke for at shoppe eller for at spise korv med mos, men for at afvikle to workshops om kreativ formidling.

Det skete på en konference om i Varberg, arrangeret af Skandinavisk Kompetenceudviklingsnetværk. Det er et partnerskab mellem uddannelsesinstitutioner, virksomheder og offentlige institutioner i Danmark, Sverige og Norge.

Medarbejderne i netværket har fokus på at sælge kurser, efteruddannelse og forbinde uddannelser og virksomheder.

Kreative øvelser og energizers

Konferencen havde fokus på kommunikation. For at sætte lidt fut under de cirka 40 deltagere havde arrangørerne sat Idebanden på programmet som det første punkt.
Vi koncentrerede os om nogle kreative øvelser og energizers, fordi vores svensk og norsk lader lidt tilbage at ønske.

Målet var, at deltagerne ville få et smil på læben og reflektere over gruppers dynamik og kommunikation. Til lejligheden havde vi lavet en Prezi-præsentation, som vi kaldte Icebreaking.

Indsigtens Forbandelse

I anden runde stod vi for en workshop om gode budskaber og effektiv kommunikation. Deltagerne blev blandt andet præsenteret for Indsigtens Forbandelse, den tredje genstand, intern troværdighed, brud på forventningerne, call for action og så videre. Det er alt sammen dynamitstænger under kommunikationen. Det flytter virkelig noget.
Derudover zoomede vi ind på brugen af livagtige detaljer og historier. Der er en grund til, at du husker vandrehistorien fra teenageårene bedre end det sidste powerpointshow, du var til.

Det var spændende for os at dirigere de to workshops i Varberg. Dels fordi der var tre nationaliteter i sving, og dels fordi det handlede om en anden af vores kæpheste; kommunikation.

Deltagerne blev udsat for inspiration. De fik staldtips om kreativ kommunikation, og de fik nogle konkrete værktøjer til at skabe budskaber, der batter.